Et lakseliv starter ved gydningen, engang i perioden oktober-januar,
og i Namsen begynder gydningen omkring slutningen af oktober. Hunlaksen lægger
sine æg i de gruber i grusbunden hun har udgravet og som straks efter hannens
befrugtning, tildækkes igen. Her ligger lakseæggene
godt gemt og beskyttet vinteren over. Det følgene forår i
april-juni, klækkes æggene og de bittesmå lakseunger
(blommesækyngel), lever videre i gruset. Når næringen
fra blommesækken er opbrugt, 2 til 8 uger senere, kommer de op fra
gruset og begynder livet i de frie vandmasser. Sædvanligvis sker
det enten lige før eller lige efter vårflommen. Afviger vandføring og
temperatur meget fra det normale, f. eks. ved stor, tidlig eller sen flom,
kan yngel dødeligheden være høj og i værste fald kan
hele årgange gå til grunde.
De fritlevende unger etablerer hver et leveområde (revir),
som forsvareres overfor andre lakse- eller ørredunger. Efterhånden
som de vokser til, øges behovet for plads, og lakseungene fordeler sig
ud over alle egnede områder i elven, både opstrøms og nedstrøms
gydepladsen. De mange stensætninger ved Namsen og Bjøra, er f.
eks. fortræffelige gemmesteder og her kan man betragte de små lakseunger
tage føde til sig og jage indtrængere væk.
I løbet af de 2-6 år ungerne opholder sig
i ferskvand, i Namsen normalt 2-3 år (skælprøver fra
enkelte laks, har vist smoltificering efter bare 2 år), gennemgår
de en proces, der skal tilpasse dem til livet i saltvand. Denne proces
kaldes smoltificering (Opholdet i ferskvand, er kortere i sydlige elve,
da vækstforholdene er bedre end i nordlige, hvor sommeren er kortere
og vinteren længere).
Når smoltificeringen er til ende, har lakseungerne
nået en størrelse på 10-20 cm og er klar til at gå
til havs. De kaldes så for smolt og samler sig i stimer, for
at påbegynde udvandringen til havet. De er nu fuldt tilpassede til
at klare livet i saltvand og det er også i slutningen af denne proces,
de får sølvblanke skæl. Smoltudvandringen foregår på
et gunstigt tidspunkt fra maj til juli, bl. a. afhængig af temperaturen
og helst om natten under høj vandføring, for at mindske faren for at blive
ædt. Dødeligheden under smoltutvandringen kan dog være meget høj.
Op i mod 30 til 50% af de udvandrende laksesmolt kan dø.
Når smolten først er kommet til havs, har det været antaget,
at dødeligheden har været relativ lav. Ny viden har dog afsløret,
at forhold i havet kan have stor betydning for vækst og overlevelse
fra smolt til gydefisk, og at øget dødelighed i havet kan have bidraget
til nedgangen i laksebestandene de senere år. Beregnet kommer imellem
2 og 10% af smolten, som gik ud fra elven, tilbage som moden fisk for
at gyde.
Hvor smolten skal forbi områder med lakseopdræt
vil tilstedeværelsen af store mængder lakselus øge
dødeligheden, da bare 15-20 lus kan være nok til at det er
dødeligt for smolten!. Sådanne steder vil opdrætsanlæggene
medføre nedgang i den vilde bestand og i værste tilfælde
udrydde hele årgange af smolt. I Sognefjorden havde smoltene i 2001
i gennemsnit 81 lus pr. fisk og andre steder har der været
op til 200 i gennemsnit! (I Nord-Trøndelag, har der siden
1991 været gennemført 3 aflusninger af laksene i opdrætsanlæggene
pr. år, hvilket har medført at udvandrende smolt fra Namsen,
næsten er fri for lus).
Koncentrationen af lakselus er meget stor i områder
med opdrætsanlæg, da laksene er stationære året
rundt og på den måde sikrer en unaturligt høj bestand
af lakselus (Opdræt af laks, er en industri, der forurener på
linie med hønse- og svinebesætninger!). En løsning
på dette problem, der samtidig hindrer rømninger, vil være
at flytte burene på land!.
Postsmolten (kaldes smolt, der er nået ud i saltvand)
vandrer relativt hurtigt med strømmen fra elvemundingen ud i fjordene.
Med kyststrømmene føres de videre ud i Norskehavet og Barentshavet.
I områderne fra Færøerne, vestover mod Grønland, nordover mod Bjørneøen
og østover mod kysten af Ønst-Finnmark lever laksen i et til tre år. Laksens
vandringer i havet er ikke så godt kendt, men mærkningsforsøg
viser at laksen vandrer over store områder, og at laks fra flere lande
samles i Norskehavet. Forsøg viser også, at der er forskelle
med hensyn til hvordan havområderne bruges og til hvilke tider.
Om vinteren er laksen sandsynligvis længere sydpå
i Norskehavet end om sommeren. Det er også kendt, at laksen i perioder
kan fanges meget nær Finnmarkskysten og i Vest-Grønland tages laks
i garn, der forankres til klipperne på stranden.
I 1980-erne var laksen hårdt fisket med drivgarn
i havet og det er estimeret at over 90% af enkelte elves laksestammer
blev opfisket. Der fiskedes på blandede bestande og de svageste
bestande, blev derfor hårdest ramt. Det resulterede i for få
gydefisk i disse elve og det kan vel være at dette fiskeri, har
knækket flere laksestammer. I det perspektiv, kan selv få
lystfiskerfangede hunlaks have været tungen på vægtskålen.
Drivgarnene kunne være op til 2 km lange og deres uhyggelige effektivitet,
kan illustreres med dette eksempel: De to største enkeltfangster
(garnet sat og røgtet 1 gang!) med drivgarn, udgjorde tilsammen
13.045 kg og til sammenligning udgjorde den samlede fangst i Namsen samme
år, blot 15.100 kg!. Der var samtidig også et stort svind
ved brug af drivgarn, da mange store fisk døde i garnene og faldt
af (maskestørrelsen).
Havopholdets vigtigste funktion er næring og hvor
der er megen føde, vokser laksen hurtigt. Laks har mange forskellige
byttedyr på menuen, bl. a. andet fisk som sild og lodde, samt blæksprutter
og forskellige krebsdyr. De æder hvad de kommer over og er ikke
afhængige af speciel føde. Efter to somre og een vinter til
havs, har en laks normalt opnået en vægt på 1-3 kg,
efter to vintre en vægt på 4-7 kg, mens vægten er 8-15
kg efter tre vintre til havs.
Sturdy´s gamle lakseskala giver et fingerpeg om
proportionerne (konditionen) af en laks ved forskellige størrelser.
Der findes selvfølgelig eksempler på laks i bedre og dårligere
kondition end disse. Bl. a. laks fra Namsen på 110 cm og 16,5 kg
og Bjøralaks på 115 cm og 20 kg. Fra Mørrum kendes til laks på 100 cm, der vejede 16 kg! (Tabellen er omregnet fra
engelske mål og da den blev lavet, snakkede man vist ikke om laks,
når de var under 30 tommer!).
| 76cm |
5,2kg
|
|
109cm |
15,5kg
|
| 79cm |
5,2kg
|
|
112cm |
16,6kg
|
| 81cm |
6,4kg
|
|
114cm |
17,7kg
|
| 84cm |
7,0kg
|
|
117cm |
18,9kg
|
| 86cm |
7,6kg
|
|
119cm |
20,2kg
|
| 89cm |
8,3kg
|
|
122cm |
21,5kg
|
| 91cm |
9,1kg
|
|
124cm |
22,9kg
|
| 94cm |
9,8kg
|
|
127cm |
24,3kg
|
| 97cm |
10,7kg
|
|
130cm |
25,8kg
|
| 99cm |
11,5kg
|
|
132cm |
27,3kg
|
| 102cm |
12,4kg
|
|
135cm |
28,9kg
|
| 104cm |
13,4kg
|
|
137cm |
30,6kg
|
| 107cm |
14,4kg
|
|
140cm |
32,4kg
|
Man kan fundere over, om ikke de store
fabrikstrawlere, der støvsuger felterne for "skidtfisk"
(lakseføde!) og rejer, kan være medvirkende til nedgangen
af laksebestandene. Rejefiskeriet (foto) er ikke så godt, som det
har været og det var f. eks almindeligt på trawlerne, at dumpe
flere tons rejer hvis de var for små til at indbringe en ordentlig
kilopris!. (Har oplevet det som besætningsmedlem).
"Skidtfiskene" bruges bl. a. til at lave
fiskefoder til opdrætslaks og med de enorme mængder der konsumeres,
er det vel rimeligt at spørge om disse oversete småfisk ikke
er ved at være for hårdt fiskede?. Der er muligvis ikke føde
nok længere i havet til alle elves laksestammer!. Så skal
man jo også lige huske de mange hundrede tons undslupne opdrætslaks,
der også skal spise.
Allerede efter een vækstsæson i havet, bliver
nogle af laksene kønsmodne og vender tilbage til fødeelven
for at deltage i gydningen. Det er smålaks og hovedsageligt hanner
(De små hanner kan med succes, snige sig til en gydning med en langt
større hun, imens de store hanner må slås om hende).
Andre bliver først gydemodne efter 2, 3 eller 4 og i sjældne
tilfælde 5 vækstsæsoner i havet (En laks kan blive omkring
8 år gammel).
Tilbagevandringen synes, for norske laks, at være delt i en vandring ind
til kysten og en vandring i kyststrømmen sydover eller nordover tilbage
til fjordsystemet laksen kom fra. I fjordene vandrer laksen nær overfladen
og land.
Laks går som regel altid op i elven ved højvande.
Vandstanden i elven, styrer om laksene går op i store stimer eller i mindre
grupper. Er der høj vandstand, går laksene som regel i store stimer. Det
høje og ofte grumsede vand giver laksene god beskyttelse og de går desuden
tæt på land og anvender strømkanter, hvor de kan svømme med
mindst energiforbrug. Når vandstanden er lavere, går der også
laks op, men da mere forsigtigt og i mindre grupper. Laksen går så
fortrinsvist i midten af elven og på de dybe partier, hvor den føler
sig mere sikker. Usikkerheden ved lav vandstand, førsøger
laksen også at undgå, ved at svømme hurtigere.
Et eksempel er sæsonen 2002, hvor fiskeriet
på de nedre dele af Namsen aftog meget hurtigt, da vandstanden faldt
og vandet blev varmt. Til gengæld sås ofte masser af laks,
der vandrede hurtigt opover.
Det er de nyopstegne laks, der er laksefiskernes
mest eftertragtede bytte. Kødet er i allerbedste kvalitet og det
sikreste kendetegn på en nyopstegen laks, er lakselus. Lakselus
er en lille parasit, den bringer med sig fra havet og fjordene. Lakselus
sidder oftest henover ryggen og omkring gatfinnen og her kan de, i ferskvand,
sidde på laksen i 1 til 5 døgn, afhængig af vandtemperaturen.
Laksen har levet side om side med lakselusen i tusinder af år, men
først efter at opdrætsindustrien er kommet til, er den blevet
en alvorlig trussel for laksen.
Før laksen kan gå op i sin
hjemelv, må den dog først igennem garnfiskernes labyrinter
i fjordene. Efter drivgarnsfiskeriet endelig blev stoppet fra og med 1989,
fisker man nu med kilenoter efter laksen. Kilenoterne er faststående
redskaber, der sættes langs trækruterne. Kilenotfiskeriet,
er nu begrænset en hel del (fra ca 1000 kilenoter til 200 idag)
og må i stangfiskesæsonen kun bedrives fra kl. 18 mandag til
kl. 18 fredag.
Historier om, at garnfiskere ind imellem
kan tjene 20-30 tusinde kroner på en måneds fiskeri, gør
det jo svært tiltrækkende for mange fritidsfiskere, at forsøge
sig med f. eks makrelgarn og lignende, selvom der er omsætningsforbud!.
Der er ingen tvivl om, at garnfiskeriet igennem de mange år det
har været praktiseret i fjordene og på havet, har medvirket
til yderligere svækkelse af i forvejen svage laksestammer, specielt
i de lange smalle fjorde.
I tiden frem til gydningen, skifter laksen
udseende igen. Fra at være sølvblanke under jagten på
føde i havet og under opgangen i ferskvand, udvikler de kønsmodne
laks i ferskvand, en gylden krops-farve med sorte og røde pletter, samt
en noget mørkere ryg. Desuden bliver huden meget tyk, for bedre at kunne
tåle strabadserne i forbindelse med gydningen.
Hannerne udvikler desuden en kraftig krog på underkæben, og kraftige tænder
på kæberne. Tænderne bruger han til at forsvare et gydeområde, hvor han
kun tillader hunner at komme ind.
Måske har laksen på billedet
herunder, været 4 vækstsæsoner i havet (20-30 kg) og
derefter gennemført en gydning. Efter endnu en havtur, er den vendt
tilbage for at gyde for 2. gang? (Udlegede laks kan hurtigt genvinde huldet,
hvis de når tilbage til havet. Der findes eksempler på, at
udleget laks på bare 30 dage har øget vægten med ikke
mindre end 7 kg!). Det er selvfølgelig kun gætteri, men laksen
kan man se ved selvsyn i Namsos og den er uhyggelig stor. En og anden
englænder, kan nok have haft kontakt med sådan en kæmpe
i sportfiskeriets barndom, og han har sikkert undret sig længe over,
hvad der skete!.
|
|
Laksen
er udstoppet og hænger hos L. Johansen i Namsos. Det skulle
angiveligt være verdens største atlanterhavslaks. Den
blev fundet død i november måned. Anslået vægt,
41 - 42 kg ved opgang, længde 144 cm, så vidt jeg husker!. Fototricket,
kan måske give et indtryk af en så enorm laks.
Den
hænger her sammen med en lille "sild" som Shakira,
der skulle være 154 cm høj. Hun syner jo ikke af meget,
med 144 cm storlaks ved siden af!.Den
har måske nået at gyde, måske ikke, da den blev
fundet i november og livet havde forladt den. Måske havde
den kæmpet med en ligestor han på gydepladsen?.
|
Under selve gydningen skaber hunnen en fordybning
i sten/grus bunden ved hjælp af slag med halefinnen, og idet hunnen gyder
æggene befrugter hannen dem. Æggene synker ned i fordybningen, og hunnen
graver nu et nyt hul opstrøms det første. Herved hvirvles bundmateriale,
som et beskyttende lag over de først gydte æg. I den næste fordybning
gyder hunnen igen æg, som hannen befrugter o.s.v..
Mængden af æg som gydes, er afhængig af hunnens størrelse. En tommelfingerregel
siger, at der gydes ca. 1000 til 2000 æg pr. kilo kropsvægt, så
store hunner, er meget værdifulde for laksestammen. Hunlaks bliver
ikke så store som hannerne, men der er i Namsen taget en hunlaks
på 27 kg.
Laks bruger meget energi på gydningen
og dødeligheden kan variere mellem 40-90%. Ved 1. gydning har store
laks større dødelighed end smålaks, mens hanner har
større dødelighed end hunner. Nogen overlever imidlertid
og vandrer til havs igen. Der er eksempler på at samme laks har gydet
4 gange.
Parringen og den efterfølgende gydning,
er klimakset i laksens fantastiske livscyclus og ringen sluttes, hvor
den begyndte. En ny generation står foran de farer laksen har levet
med i tusinder af år, og de mange menneskeskabte farer, der siden
er kommet til.
Læs iøvrigt også spændende
sagn og fortællinger om laksen, af Johan Chr. Frøstrup (fra Foreningen Norges døvblindes hjemmeside).
Kilder:
NOU
- Til laks åt alle kan ingen gjera?
WWF Norge
Nytt
fra Nordisk Fiskeriforskningsgruppe NAF
Overlevelse av laks i havet - kort sammendrag: Lars Petter Hansen, Norsk
Institutt for Naturforskning,
Mortality
of seaward migrating postsmolt of Atlantic salmon due to salmon lice infection
in Norwegian salmon stocks
Jyllands-Posten 6/7-2000: Frankensteins laks
Laksefisket i Namdalen: Jon Smines
Revideret 01/08-2015 |
-gruppe